Af Emilie Lindahl-Jessen, Karoline Hüche Bentzen og Kasper Søholt
PROLOG
I lænestolen sidder 29-årige Thomas Milsted. De mørke områder omkring hans øjne afslører, at han er blevet far til to. Overfor ham sidder en kvindelig psykolog. Hun holder hovedet på skrå, og kigger på ham med det blik, han kender så godt.
De varme øjne rummer både medfølelse og alvor. Han har siddet i den stol mange gange før og snakket om Jack, der blev hans far, da han var fem år.
Hun bliver ved med at tale om, at krigstraumerne, som Jack har båret rundt på alle de år, Thomas har kendt ham, er en “formildende omstændighed”. Han var ikke ond med vilje, det var hans tid som engelsk soldat, der gjorde ham brysk og hård.
Hans øjne er opmærksomme, men han hører ikke længere, hvad hun siger til ham. Der er en uro i hans krop, som ikke vil gå væk. Det er derfor, han er her. Han kan ikke huske, at have levet uden den. Det er som om, den flyttede ind, da han flyttede ind hos Jack med sin mor, Tina og Jesper.
Jack, som han altid kalder far, når han snakker med psykologen med de varme øjne. Selvom han aldrig sagde far til Jacks ansigt.
Thomas Milsted i sit hjem på Østerbro. Foto: Kasper Søholt.
Thomas Hånd. Foto: Kasper Søholt.
ET
På bagerste række i det lille kapel sidder Thomas og betragter den hvide kiste, der står midt på gulvet. Han har kun hilst kort på de mennesker, der også er dukket op, og som sidder spredt rundt omkring i rummet. Han kom alene, og bænken bagerst i kapellet har han for sig selv.
Et smil spreder sig over Thomas’ ansigt, da bisættelsen går i gang. Mens de andre synger salmer, der er nøje udvalgt til det menneske, der ligger, og er dødt i kisten, griner han. Han kan ikke styre det. Det er som om, hans krop har ventet på det grin i flere år.
I kisten ligger Ebbe ‘Jack’ Kampmann. Krigsveteran, kunstner og Thomas’ far, det meste af det liv, han kan huske. Han døde den 9. december 1989, 75 år gammel.
TO
Barndomshjemmet i Jens Juels Gade nr. 16 i Kartoffelrækkerne (det lyse, gule hus) og Jack Kampmanns gamle atelier på overetagen. Foto: Kasper Søholt.
Jack er mors nye kæreste, selvom Thomas mest synes, at han ligner hans morfar. Han har et stort mørkt overskæg, og bor i et helt hus i stedet for i en lejlighed. Huset, der ligger i Kartoffelrækkerne, siger andre lyde end lejligheden på Frederiksberg, og Thomas skal vænne sig til de nye klassekammerater, som kender hinanden fra børnehaven.
Han er altid hjemme, når Thomas kommer hjem fra skole. Enten sover han på sofaen, på førstesalen med det grå linoleumsgulv, ellers maler han færøske huse oppe under det skæve tag, hvor der lugter så skarpt, at det svier i næsen. Thomas smider altid sin rygsæk i entreen, inden han løber ud på vejen eller i Østre Anlæg, for at fange en legekammerat.
Jack er træt, fordi han har været krig. Han har set ting, han ikke vil snakke om. Thomas har ellers lært hans soldaternummer udenad. Six-four-seven-six-seven-four-one, har han lært at sige med rank ryg. Han håber, at Jack bliver stolt. Men de eneste han vil tale om krigen med, er hans soldatervenner, som kommer i huset og drikker whisky og taler om ting, som kun mænd forstår.
I Østre Anlæg sniger Thomas de legetøjsvåben med, som han har fået af sin mor, så han kan lege krig med de andre børn. Det er deres hemmelighed, at han har dem. Når han en sjælden gang imellem leger med dem derhjemme, skal han være på vagt som en soldat. Hvis Jack ser synet af hans våben, går han amok.
Bakkerne i Østre Anlæg. Foto: Kasper Søholt
TRE
Jack ligger på fortovet og forsøger med sorte hænder at samle Thomas’ cykel. Hans mørke øjenbryn krummer sig sammen, og man kan se, at han koncentrerer sig alt, hvad han kan.
Thomas føler, at de hygger sig. Næsten som far og søn.
Mor holder fri fra frisørsalonen den dag. Det er derfor, Thomas har skilt cyklen ad. Han hader, når de begge to er hjemme. Især efter hans søskende er flyttet hjemmefra. Hun gør altid alting forkert. Hun forstår ikke, at man skal være stille, når Jack ligger og sover på den sorte lædersofa. Eller at lugten af maling, der sniger sig ned gennem etagerne i det smalle, gule hus, betyder, at man skal lade ham være i fred.
Derfor bliver Thomas nødt til at distrahere ham. Det er ofte cyklen, det går ud over. Selvom Jacks hænder er bedst til at male færøske huse, og cyklen for det meste ender hos cykelsmeden.
Jack ligger mere på sofaen, end han maler
Det har Thomas lagt mærke til
Han spiser også flere piller, end han plejer
Og råber mere ad mor
FIRE
Thomas presser hovedpuden ned mod sit hoved. Indersiden af hans øjenlåg er kulsorte, og han håber, at mørket også vil æde råbene fra stueetagen over ham. Hans hjerterytme blander sig i lyden fra sin mor og Jacks stemmer, der skændes højt.
Hvad har hun nu gjort?
Han bliver vred på hende. Kan hun ikke lade være med at genere ham.
Nogle gange, når han presser hovedpuden hårdt nok mod sit ansigt, forsvinder stemmerne, og mørket bag øjenlågene bliver til søvn.
FEM
Den nat er råbene for høje, til at 9-årige Thomas kan holde dem ude med sin hovedpude. Han presser så hårdt han kan, men lydene forsvinder ikke. En dør smækker, og med hastige skridt er der én, der løber ned ad trapperne. Hans mors store, røde hår kommer til syne i døråbningen. Hun hiver efter vejret, mens hun flår dynen af ham, og trækker ham med sig ud af værelset.
De løber gennem stuen og ud i mørket. Den kolde vind blæser op under Thomas’ nattøj, og han mærker den våde jord under sine bare tæer. Jack skriger efter dem, men Thomas kigger ikke tilbage.
På den anden side af havelågen holder en mørk bil med tændte forlygter. Mor hiver døren op, og de kaster sig sammen ind på bagsædet. Jack hamrer en knytnæve i taget på bilen, og Thomas møder hans blik. Det brune i Jacks øjne er forsvundet, og det ligner, at der kun er pupiller tilbage. Hans mors hjerte galoperer mod hans natskjorte, mens de forsvinder ud i natten.
***
De bor hos Herluf i Birkerød et par dage. Thomas låner tøj, der er for stort, af nogle børn han ikke kender særlig godt, og han bliver hjemme fra skole. Han ved ikke, hvornår de skal hjem til Jack igen. Eller om de nogensinde skal tilbage.
Kan vi ikke blive her?
Spørger han sin mor.
Frygten forgrenede sig i Thomas. Foto: Kasper Søholt.
SEKS
Jack har været forbi mors frisørsalon med blomster. De er blevet gode venner igen, fortæller hun. Og hun fortæller også, at de skal flytte hjem.
Thomas hader hende.
De motiver, som Jack maler oppe under taget, er blevet mørkere og mørkere. Nogle gange flyder farverne så meget sammen, at man skal anstrenge sig for at se, at det stadig er de færøske huse, han maler.
Thomas kan ikke huske, hvornår Jack sidst har været sød, ud over når huset en sjælden gang imellem er fyldt med gæster. Når døren lukker bag den sidste gæst, forsvinder Thomas ned på sit værelse, for at slippe for den larmende tavshed, der er mellem hans mor og Jack, når de ikke skændes.
***
Jack er blevet for syg til at tage med til Sydfrankrig. Thomas kan ikke lade være med at smile, da han hører ordene. Det er anden gang, at de skal alene fem uger til Menton i sommerferien. Her skal de bo i lejligheden ved havet med den store balkon, som har plads til dem alle fire på en gang. Både ham, mor, Tina og Jesper.
Varmen rammer hans ansigt, da han træder ud af flyet. Den sødlige granduft af de høje, grønne træer, der er overalt i Menton, får ham til at slappe af. Han synes, at mor er smukkere, når de er alene i Sydfrankrig. For det meste ligger de på stranden hele dagen. Hun kommer altid lidt senere end dem, og så læser hun Billed-Bladet i skyggen, som hun har købt i Danmark, før de tog afsted. Jack kan ikke lide, når hun læser Billed-Bladet.
Thomas skal vænne sig til, at stemmerne i lejlighederne omkring dem ikke behøver at gøre ham bange. Men det gibber stadig i ham, når der bliver talt højt på fransk fra etagerne under dem.
SYV
Thomas står overfor sin mor, da hun fortæller, at hende og Jack er gået fra hinanden. Han er lige fyldt 17 år. Hun har fået fat i en toværelses lejlighed ved Sortedam Dossering, fortæller hun, og hun vil gerne have, at han flytter med.
Stilheden mellem dem er akavet.
Hun krymper sig, da han fortæller hende, at han ikke har tænkt sig at flytte med. Han kan se på hende, at hun bliver såret, og han ved, at han burde have dårlig samvittighed over at blive boende hos Jack. Men han føler ingenting. Han er ligeglad med, hvor han bor. Han er ligeglad med hende.
OTTE
Thomas har kun set Jack sporadisk, siden han kort efter sin mor flyttede ud af det gule, smalle hus på Jens Juels Gade. Han er 26 år, han er blevet far og der er gået to år, siden han så ham sidst.
Han træder ind i varmen på posthuset på Sølvgade og efterlader vindfanget bag sig. Køen til skranken er lang, og han overvejer, om det er ventetiden værd. Fra sin plads spejder han ud over menneskemængden, og får øje på en velkendt skikkelse.
Han følger den ældre mand med blikket. Han er næsten ikke til at kende. Jack står med ryggen til. Hans krop er spinkel og tynd, han ser udsultet ud. Kun det mørke overskæg får ham til at ligne sig selv. Resten af håret på hans hoved er blevet tyndere og farveløst.
Thomas træder ud af køen og går frem mod Jack. Hans øjne lyser op, da de får øjenkontakt. De krammer ikke, men de taler lidt om ingenting. En snert af medlidenhed blander sig med den skadefro, der strømmer gennem Thomas’ krop.
Han ser svag og skrøbelig ud
Hvis jeg ville, kunne jeg tæske ham
Give ham en ordentlig røvfuld
NI
I det halvtomme kapel sidder Thomas og griner. For en stund forsvinder menneskene i det sorte tøj omkring ham, og han er alene med sin latter. Han registrerer ikke, om de andre hører ham. Han forsvinder ind i sig selv, og giver sin krop lov til at blive varm af grinet.
For en stund føler han sig fri. Jack er død.
Han følges med de andre fra kapellet i Bispebjerg til gravøl i Jens Juels Gade nr. 16. Hjemmet ligner sig selv, fra da han forlod det som 17-årig. Og på det grå linoleumsgulv på førstesalen samles de få, der ikke tog afsked ved kapellet.
Et stykke tid står han med en flaskeøl og ser scenen for sig. Stemningen er nedtrykt, og hans egen tilstedeværelse synes akavet. Han er glad, og han har mest lyst til at fejre sit tab. Han skåler en sidste gang med påtaget, nedtrykt mine, og forlader så sit barndomshjem.
TI
10 år senere skal Thomas igen tage afsked. Denne gang ved han ikke, at det er et farvel.
Hans mor smiler til ham fra sengen, idet han træder ind ad døren til hendes soveværelse i lejligheden på Sortedam Dossering. Hendes hår, der engang var rødt og stort, er samlet i en lille, uglet knold, og hendes skelet er tydelig under hendes tynde hud.
Thomas sætter sig på sengekanten, og tager hendes hånd i sin. Den føles kold. Hun kigger op på ham, og de taler lidt om vejret, og om det liv, de har levet sammen.
Det er som om, hun tager tilløb, og så spørger hun ham.
“Men du synes da, at du har haft et godt liv, synes du ikke?”
Thomas ved godt, hvad svaret er. Han kommer ikke til at sige, det hun gerne vil høre.
“Nej, det har jeg ikke.”
EPILOG
Thomas sidder i sin lejlighed på Østerbro. Lejligheden flyder med flyttekasser, og vidner om, at ham og hans kone lige er flyttet ind. De har kendt hinanden i 14 år, og hun er psykolog. De har fire børn hver. 15 børnebørn tilsammen.
Han er stadig i Menton hvert år, og i sit voksne liv har han fundet ud af, at træerne, der får ham til at slappe af, har et navn. De hedder cypres.
Hans kone elsker sofaer, og de har tre i deres nye lejlighed. Han hader sofaer. Måske hader han dem, fordi de minder ham om Jack. Det eneste fysiske minde, der er om Jack i lejligheden på Østerbro, er hans malerier af de færøske huse, der hænger på de store, hvide vægge.
Det gibber stadig i ham, når overboen skændes med sin elskede eller går på hælene. Han bliver ikke bange længere, men han mærker stadig den uro, der har forfulgt ham siden han mødte Jack.
Spørger man ham, ville han ønske, at hans mor og Jack stadig levede. Han tror, at de ville forstå hinanden bedre i dag. Hvis hans mor spurgte ham nu, om hans liv har været lykkeligt, havde svaret været et andet.
| Sådan gjorde vi Fortællingen er baseret på flere intensive interviews og løbende samtaler med Thomas Milsted. Hans erindringer, som alene danner grundlag for historien, har vi så vidt muligt søgt at få bekræftet gennem hans kone, en barndomskammerat og en nabo, som kendte både Thomas, Jack og hans mor, Mona. Desuden har vi orienteret os i artikler, der tidligere er blevet skrevet om Jack Kampmann. Hans nekrolog, skrevet af en tæt ven, har været væsentlig for vores fortælling, fordi den nuancerer billedet af, hvem Jack Kampmann var. For at forstå begrebet sekundær traumatisering og traumevandring, har vi talt med to psykologer. Endelig har vi besøgt Thomas Milsteds barndomshjem for at kunne lave så præcise beskrivelser som muligt. |